PERNILLE BLUME - STÆRKEST I SÅRBARHEDEN

Transkribering af episoden med Pernille Blume​​​

(transkriberingen er lavet via AI-værktøjet Good Tape)
​

​​JONATHAN LØW

Velkommen til et nyt afsnit af Extraordinary. Jeg er programmes vært, Jonathan Løw, og vi lover dig som altid ekstraordinære gæster og jordnære samtaler.

Dagens gæst er OL-guldvinder i svømning, PERNILLE BLUME. PERNILLE BLUME svømmede sig ind i danskernes hjerter under OL i Rio i 2016, og siden har hun givet sine erfaringer videre til nutidens største svømmetalenter

og kastet sig ud som iværksætter med online-platformen Align by Blume. Tusind tak, Pernille, for at du vil være med her i Extraordinary.

Tak. Og jeg ved, du er jo en, der tager store udfordringer på dig, så nu tænker jeg, at jeg vil starte med en lille udfordring. Det er ikke sikkert, at den er helt fair. Men tilbage i 2016, der vandt du OL-sprint, svømning,

og det tog cirka, så vidt jeg husker, 24 sekunder. Så hvis du nu også får 24 sekunder nu til at forklare dem, der lytter og ser med, hvad der gjorde dig til verdens bedste dengang.

​

PERNILLE BLUME

Okay. Giver du mig tid?

 

JONATHAN LØW

Jeg tæller. Men det er kortere tid? Ind i hovedet.

 

PERNILLE BLUME

Okay. 24 sekunder, jeg er klar.

 

JONATHAN LØW

Kør. Eller svøm.

 

PERNILLE BLUME

Lyt til mig selv. Vær modig. Vær åben for muligheder. Tag ejerskab på mit liv. Positivitet overfor mig selv. Anerkendelse af mig selv.

 

JONATHAN LØW

Super godt. Og først i mål også her. Altså jeg har tænkt, at vi skal snakke om nogle forskellige ting. Jeg kan se, da jeg har læst om din historie, vi kender jo ikke hinanden personligt, så har jeg læst elitesports baggrund.

Jeg kan ikke helt prale af at være tæt på at have vundet OL. Jeg har dog i ungdomrsårene været Danmarksmester i badminton og lidt inden over omkring Team Danmark. Og så kan jeg se, at vi begge to har kæmpet med stress i et tidspunkt.

Nogle gange med det fra mine virksomheder. Og så kan jeg se, at der er noget om det spirituelle, som også interesserer os begge to. Så jeg håber, at vi får tid til at komme ind på nogle af de ting. Jeg vil gerne stadigvæk lige blive ved den her OL-oplevelse.

Noget af det, jeg synes er mest spændende ved det, det var noget, jeg så der tal om på et tidspunkt, om at en af grundene til, at det måske ender med at gå så godt, og du er overrasket,

måske også både dig selv og omverdenen ved at vinde det løb, det var, at du faktisk stoppede op ret tæt på og tog en pause, hvor man tænker, jamen frem til OL, der skal man vel optimere og optimere for at kunne præstere på dagen.

Vil du fortælle lidt om, hvad var det, der gjorde, at du sådan relativt tæt tilbage til OL i Rio sagde stop, og så alligevel valgte at...

 

PERNILLE BLUME

Altså, jeg var på det tidspunkt så udkørt og udbrændt for min sport. Jeg kunne slet ikke mærke mig selv, og jeg kunne heller ikke mærke min tro på, hvordan tingene egentlig skulle kunne lade sig gøre. Så havde jeg bare følelsen af, at hvis jeg fortsatte i det her spor, jamen så vidste jeg egentlig godt, hvad slutresultatet ville være.

Og så var det måske lidt mere den her følelse af, at jeg håber på det bedste, men frygter det værste. Og det var ikke en mentalitet, jeg længere synes var hensigtsmæssig. Så jeg stopper op, og det kræver...

Øhm... Det kræver egentlig enormt meget mod at kunne gøre det, fordi det er klart, at så går man en anden vej, end den man umiddelbart tror, der skal til. Øhm... Men faktisk det at stoppe op og... Og finde ud af, at der måske godt kunne være en anden vej.

Nu stopper jeg jo op ikke med tanken om at komme tilbage, men bare at stoppe op, fordi... Jeg vidste godt, hvordan min historie den ligesom ville ende. Jeg havde været i det så lang tid, så havde jeg fortsat af det spor, som vidste jeg også godt, hvad slutresultatet ville være.

Og det var ikke noget positivt. Og så måtte jeg jo ligesom opvare, jamen... Er det det værd, jeg lige spænder hjælpen og lige kører et halvt år mere? Og så... For den oplevelse med, vejede den...

Altså vægtede den højere end hvad... Mit eget sådan... Mit dagligdag gjorde. Og der var svaret bare nej for mig, fordi jeg vidste også godt, at... At det var lidt utopi at tro, at det også ville være en god oplevelse for mig.

Når det var, at hver dag var en kamp. Så ville det, uanset hvor flot den her pakke så ud med OL osv., så havde det bare aldrig været en god oplevelse. Fordi der var intet glæde, der var intet i mig, der egentlig nød noget som helst op til.

Så jeg vidste jo godt, at når jeg kom dertil, så ville jeg ikke engang sikkert kunne nyde det, fordi det hele havde bare været træls hele vejen op. Op til stævnet. Så da jeg stopper, så... Så får jeg ligesom ro på mit system, og jeg får lige lidt mere perspektiv på det.

Og så er det, at jeg ligesom finder ud af, jamen okay... Har jeg noget at give til den her sport? Det sad ikke sådan helt særlig godt med mig at stoppe med så dårlige følelser. Så jeg havde brug for at ligesom skrive min egen historie på, hvad ville det sige for mig at stoppe.

Der var blevet taget så mange beslutninger på mine vegne. Der var så mange, der havde med bedste intentioner. Men var ikke særlig hensigtsmæssigt for mig. Der var mange, der havde taget og prøvet at vise mig en vej og guidede mig.

Men det var bare ikke rigtigt og korrekt for mig, for det var ikke mig, der gjorde det. Så da jeg ligesom finder ud af, okay, jamen... Jeg kan måske godt give noget tilbage til sporten, men så skal det bare være... Det skal være mit billede. Det skal være min vision.

Det skal være der, hvor jeg 100% kan se mig selv i det. Det skal være der, hvor... At uanset hvad der kommer ud af det her resultatmæssigt... Så er det vigtigste... Vigtigste bare, at jeg finder ud af, hvordan kan jeg ligesom sammensætte en dagligdag, som jeg trives i.

Hvordan kan jeg finde ud af, om svømningen stadigvæk giver mig den samme glæde, som det engang gjorde. Og derved ligesom få lavet min historie på det. Og det viser sig bare, at det var faktisk det, der skulle til for, at jeg gjorde det rigtig godt.

Fordi det var... Det var glæde. Det var sjovt. Det var noget, som jeg havde taget ejerskab på. Det var mit projekt. Det var ikke nogen andres. Og det var mig, der blev den autoritære figur i det her.

Og alt andet, der var rundt omkring mig. Alle de mennesker, som hjalp mig hertil. Som jo er fantastiske mennesker, for man kan ikke gøre det selv. Men det blev for mig rådgiverinformation, jeg tog ind. Og i det, der kom ud af det, der var der ligesom sådan en oversættelse over til mig.

Hvad betyder det for Pernille? Hvordan ser Pernille på med det her? Så jeg fik ligesom oversat det til et sprog, som resonerede i mig. Og derved så kunne jeg ligesom også plukke ud, hvad er det for noget information, der kommer til at hjælpe mig?

Hvad er det for noget, jeg ikke lige kan se mig selv i? Men som godt kan være, at det er det, man burde gøre. Men ikke nødvendigvis det, jeg burde gøre. Fordi hvis det ikke ringer i ens hjerte, og man ikke kan mærke det, så tror jeg ikke på, at det er det rigtige. Selvom det kan være velment information.

 

JONATHAN LØW

Jeg er nysgerrig på det her med lysten. Hvis jeg sådan prøver at forstå det ud fra mig selv, jamen så... Jeg startede med badminton der i tidlig folkeskole, for det var nogle af de andre, der gjorde.

Og når man er barn der, så er det jo bare sjovt. Og jeg synes, mange sportsgrene var sjove. Og så synes jeg måske også, at badminton var lidt sjovere, fordi jeg var sådan okay god til det. Og så bliver man sådan teenager, og så begynder det selvfølgelig også.

Og det er måske også lidt sjovt at vinde, men det er heldigvis også sjovt i hverdagen, for ellers bliver man ikke ved med det. Men så kommer det næste skridt jo, hvis man så er en af de gode, at man så, om jeg så må sige, kommer videre i hele det her elitesportssystem.

Kan du huske, var det der kom over i det system? Og ikke, at der overhovedet er noget ondt i det system, for det er jo det, der også hjælper os. Det er jo teamarbejde, uanset om det er individuelle sport eller ej, til at blive rigtig gode. Men der kommer jo en anden form for pres.

Var det der, hvor noget af lysten og glæden forsvandt, eller var det simpelthen bare noget med, at det er jo benhårdt træning at blive så god, som du har været?

 

PERNILLE BLUME

Det var det jo nok, men det var også fordi, det hele ligesom skiftede. Når man er yngre i sport, så er det jo stadigvæk sjovt at vinde. Ofte så synes vi jo bare, at det er sjovt at vinde. Men dengang tilbage, der jagtede man ikke resultater eller noget.

Det var bare noget, der kom naturligt for en. Det var en del af det, det her med, at så var du på en turnering, eller du havde det sjovt. Så vandt du, og så gik det godt.

Jeg tror også ikke, at man tænkte over det, da man var yngre, det her med resultater. Og så bliver du ældre, og så bliver det lige pludselig noget, som du begynder at jagte. Og det her med at jagte noget, og hele tiden føle, at det...

Ligeså stille bygger du op, at tingene ikke helt er gode nok. Fordi du hele tiden løber efter et tog, der allerede er kørt. Og det er sådan enormt utilfredsstillende. Plus at man hurtigt får i det sagt til sig selv, at man ikke helt er god nok.

Og at det resultat er noget, der ligger uden for en. Og jeg tror, det var det for mig, der gjorde, at jeg ikke syntes, at det var super sjovt. Fordi alt handlede om resultater. Og alt blev målt og varet.

Og alt, hvad jeg overhovedet gjorde, det var for at finde ud af, at nu skulle jeg have det her resultat. Og nu skulle jeg gøre sådan her. Det er enormt stressende at være i. Og det føles for mig i hvert fald, som jeg oplever det.

Jeg føler mig sådan helt låst fast. Fordi jeg føler ikke, at der er plads til, at jeg egentlig bare er i det. Og så tror jeg, at for mig fandt jeg ud af... Jamen resultater er jo et biprodukt af det, jeg gør og den, jeg er.

Det er sådan et udtryk for, hvordan jeg er med mig selv. Og ikke noget, jeg behøver at jagte og gå hen imod. Fordi så er det noget, der er uden for mig.

Resultater kommer bare som et naturligt biprodukt af det, som du gør og hvordan du har det. Og det er oftest det, der også er et udtryk i resultaterne. Så jeg tror, at for mig var det sådan at ændre den mentalitet og sige...

Jamen resultater er noget, der udspringer af mig. Det er noget, jeg skaber. Og hvordan jeg skaber resultater, det gør jeg ved... Hvad kan man sige? For mig at gøre tingene på den her måde. Og det gør, at jeg kan føle mig fri osv. Og så er det, at det kommer ud af mig frem.

For det er noget, jeg prøver at jagte mig hen imod. Hvis det giver mening.

 

JONATHAN LØW

Det giver rigtig meget mening. Og jo også den del med, at... Når man bliver rigtig, rigtig god til noget, uanset om det er iværksætteri eller sport eller noget andet i ens liv. Så bliver det jo også på godt og ondt en stor del af en.

Og for nogen bliver det nærmest lige med dem. Og så kommer den anden side af arbejdet med at sige... Jamen så skal man adskille det fra... Så det ikke bliver sådan, at hvis man fejler i det, man brænder for, så fejler man fuldstændig.

Og noget af det, jeg så også blev nysgerrig på, det var det her med... Jeg kender det kun fra mig selv, men har nu også hørt det fra mange andre. Der virkelig er passioneret omkring et eller andet og bliver rigtig gode til det. At når de så, som jeg så må sige, stopper med det.

Så kan det være svært at stadigvæk have det som den fornøjelse, det startede med. Altså i mit eget eksempel. Jeg elsker at konkurrere. Jeg synes, det er super sjovt. Og jeg elsker at konkurrere med vennerne i, hvad det nu end måtte være.

Golf eller brætspil. Men... Jeg kan have glæden ved det. Men af en eller anden grund, så kan jeg næsten ikke spille badminton længere. Fordi jeg har simpelthen lært mig... Jeg kan ikke tabe der, og det er jo ikke særlig sundt.

Jeg må søge indad igen der, Pernille. Men hvordan har du det med svømningen? Som jo også har været et element, du på mange måder har levet lige så meget i vandet som i luften. Om jeg så må sige. Svømmer du stadigvæk for at få den der nydelse og glæde ved at svømme?

Eller er det noget, hvor det forbinder du med så meget med den tid og den konkurrence? At det har du ligesom lagt helt væk i dit liv?

 

PERNILLE BLUME

Nej, det er noget, jeg har lagt væk. Altså... Jeg svømmer, hvis det... Hvis det er en udendørs pool, og solen skinner. Men mest af alt, det er formålet at få noget sol. Men det er ikke noget... Men jeg går ikke op i svømmehallen og træner selv og svømmer.

Det... Det kan jeg simpelthen ikke. For jeg har det lidt på samme måde. Jeg tror, at... Der vil altid være den her følelse af endnu, at hvis jeg hopper i vandet og svømmer, jamen... Så bliver det ikke nødvendigvis en super positiv oplevelse for mig.

Fordi der vil bare være noget i mig, der føler... At... Nu er jeg jo ikke særlig god. Altså, det er ikke sådan en... Det er ikke en super fed oplevelse. Jeg bliver ikke sådan super stolt af mig selv, når jeg har været oppe at svømme. Fordi... Det føles bare rigtig dårligt i forhold til, hvordan jeg egentlig har følt det.

Og svømning for mig var ligesom... Jeg var i følelse af, at jeg havde sådan en super kraft. Så hvis jeg går i vandet nu, så føler jeg lidt, at den er forsvundet. Og det er den jo ikke. Men det er bare for at sige. Det er jo ikke... Det er bare ikke der, hvor jeg sådan går op i vandet og tænker...

Wow! Hold da op og gør det bare godt. Altså, så vil jeg hellere noget andet, hvor... Jeg også bliver lidt udfordret. Hvor jeg måske netop ikke er den bedste. Og så tænker jeg... Nå, okay. Så har jeg da i hvert fald noget udviklingspotentiale der.

 

JONATHAN LØW

Nej, så fordi jeg tænker... Nu er jeg meget, meget dårlig svømmer. Men jeg tror også, at et meget dårligt udgangspunkt er, at man svømmer brystsvømning. Men ikke rigtig kan lide at få hovedet under vandet. Så på mange måder, når jeg ligger der og padler frem, så er det jo...

Vandet er jo sådan ens modstander. Man svømmer nærmest sådan mod strømmen. Men når jeg så har været inde og læst nogle interviews med... Alexander Popov og Ian Thorpe og nogle af de store mandlige svømmere. Så er det jo meget...

De lægger jo enormt meget vægt på det der med, at vandet er deres ven. Og man er nærmest sådan i ét med det. Og man hører slet ikke omgivelserne. Men der vil du på grund af den baggrund, du har tænke... Du vil ikke engang kunne nyde at slappe af i bare at svømme lidt frem.

Der vil så blive triggeret et eller andet andet i... Som er blevet en del af DNA'et. Hvor det der legebarn, det er ikke det, der så svømmer. Så er det konkurrencemennesket. Pernille, der alligevel... Fordi du vil jo stadigvæk formentlig svømme hurtigere end 99% af de danskere, der hopper i en pool.

Når man svømmer fremad.

 

PERNILLE BLUME

Ja. Jeg tror, at... Når man har brugt så lang tid på noget. Og dygtiggør sig inden for noget. Og så lige pludselig skal tilbage til det. Bare for at være i det. Altså, jeg hader ikke svømninger eller noget.

Jeg tror bare... Det er bare ikke det, som kommer til at bringe mig... De sommerfugle, som jeg kan få af træning. Og den følelse af at være mega stolt af mig selv. Ikke længere i hvert fald.

 

JONATHAN LØW

Lige nu, der skal jeg så lige sige til dem, der ser og lytter med, at... Lige nu, det er jo så... Senere på året, hvor vi sender. Men lige nu, hvor vi optager det, der er du i Tyrkiet. Så hvis der er nogen, der tænker... Det der flotte maleri i baggrunden.

Dem, der ser udsendelsen her. Er det Pernilles designstil? Så nej, det er nok mere et hotels. Men jeg kunne forstå, at du er dernede. Fordi vi jo stadigvæk... Nu når vi optager inden OL. Med de danske svømmer, som skal deltage i OL.

Hvad for noget af alt det, som du må have lært? Både professionelt og som menneske. Er det du især prøver at hjælpe dem med? De skal få en god oplevelse til OL.

 

PERNILLE BLUME

Ja, så jeg har nøjet lidt som mentor for atleterne. Og sådan set faktisk også for trænerne. Mit primære fokus ligger på at bygge atleterne op. Så meget som mennesker.

Så de kan stå i de her situationer. Som et OL fx. Som er meget pres. Og som kan gøre en rigtig usikker og rigtig nervøs. Der føler jeg, at mit formål her er ligesom at prøve at se om...

Jeg kan bygge dem så meget op. At de føler sig mere trygge i sig selv. Vi havde en samtale i går med nogle af svømmerne. Hvor vi snakkede om det her med anerkendelse. Og at det var en meget, meget vigtig ting for mange atleterne.

At få anerkendelse fx. for deres trænere eller andre. Og da jeg så nævner, jamen... Vi mennesker har jo altid brug for anerkendelse. Men da jeg så nævner, hvad med anerkendelse for jer selv? Så kunne jeg se, at der jo ligesom var sådan en... Nå ja, hvad med det?

Og det var bare ret interessant. At se, at det er jo det, vi ofte ser dårligst til ved os selv. Det er at anerkende os selv. Fordi vi er altid så hårde atleter. Endnu hårdere ved sig selv end så mange andre. Og det her med ligesom for dem at bygge sig selv op.

Og have den her tro på dem selv. Og tro på de evne, de har. Og at de evne, de kommer indefra. Og det er ikke nogen, de nødvendigvis... Hvad kan man sige? Får fra trænere eller noget i poolen eller noget.

Men hvordan vi ligesom finder ud af. Hvordan deres unikke vej er til. At de kan stå og føle sig trygge i sig selv. Når de skal stille sig op på startskampen. Det er det, jeg hjælper dem med primært.

 

JONATHAN LØW

Er det en drøm også? Altså er det den... Jeg ved jo ikke præcis, hvor du er lige nu i dit liv. I forhold til det, man jo også skal. Kan man sige, man skal jo leve af et eller andet. Nogle gange kunne jeg da godt drømme mig hen i en verden.

Hvor man bare kunne... Jeg elsker at starte projekter. Hvor man bare kunne starte dem. Og ikke skulle tænke... Eller hvor man kunne dyrke i en eller anden sport. Og godt ved jeg. Ikke på landsholdet eller til OL. Men jeg elsker det her. Er det der, hvor du er lige nu i dit liv.

Med det arbejdsmæssige. Er det drømmen at arbejde hele tiden og fremover. Med andre atleter. Og lære dem de ting, du har lært. Eller har du nogle drømme, du går og rumster med.

Som du altså også har lyst til at sige på en podcast.

 

PERNILLE BLUME

Se, det er faktisk et godt spørgsmål for mig. Og det er faktisk meget sjovt, at du stiller mig spørgsmål. Fordi jeg faktisk tænkte over det i går. Jeg havde faktisk aldrig troet, at jeg skulle arbejde med sport. Efter jeg var færdig med min sport. Og her er jeg nu to år senere.

Og arbejder med sport. Både det danske svømmeforbund. Og det internationale svømmeforbund. Og det jeg tror, jeg ligesom kom frem til med mig selv. For jeg arbejder også med andre ting. Jeg er sådan en person, der er nødt til at lave mange forskellige ting. For at føle, at det ligesom opfylder.

Hvad kan man sige? Mine behov. Og den person, som jeg er. At det matcher med den person, jeg er. Det jeg fandt ud af, det tror jeg var. Jeg har meget tiltro til, at livet nogle gange viser en vej. Som man måske ikke nødvendigvis selv havde set.

Selvom man godt kan have nogle drømme. At livet for mig er lidt et eventyr. Og på den måde, så har jeg ikke så fixeret på. Hvordan min fremtid egentlig skal være. Eller hvad jeg helt vildt gerne vil.

Jeg er meget åben over for at se, hvad der byder sig ind. Og så mærker jeg efter, om det er en vej, jeg har lyst til at træde ud på eller ej. Fordi det er ikke så lang tid siden, at jeg overhovedet ikke var involveret i sport. Og lige pludselig så sidder jeg her nu et par måneder senere og er meget involveret i det.

At det har været virkelig, virkelig godt. Og jeg havde ikke troet, at det var noget, jeg skulle. Men det føles rigtigt. Så jeg tror for mig, så tænker jeg nogle gange, at livet er sådan et eventyr. Som viser en nogle ting, som man måske ikke umiddelbart havde set.

Og det er også der, hvis man er meget fixeret på, hvordan tingene skal se ud. Så kan man nisse nogle af de her muligheder. Som faktisk kan være med til at give nogle oplevelser. Og måske vise nogle sider af en, som man ikke måske havde regnet med.

Nu vil jeg sige, at nu har jeg altid interesseret mig for det mentale. Og det her med, hvad kan man sige, personlig udvikling og sådan. Så det er måske ikke så fjart for mig. I forhold til, at jeg arbejder med de danske svømmere.

Men jeg sidder også inden for det internationale svømmeforbund. Hvor der er noget politik involveret. Og det her med at komme til udviklingslandet og hjælpe. Det kommer jo også til, at han hele tiden omdrejer med noget personlig udvikling.

I sidste ende kan jeg godt se. Så jo, jeg har da drømme og sådan. Men jeg er bare ikke så fixeret på, at de skal ske. Jeg føler for mig, at det er nok også noget at gøre. Nu er jeg lige kommet ud af en sport, hvor tingene har været meget firkantet.

Og vejen har været meget lagt. Så åbner man ligesom en ny bog. Så er der helt blankt på de her sider. Så skal man bare ud og prøve. Det er bare virkelig fedt. Og det tillader jeg mig selv at gøre lige nu her. Og det kan godt være et år eller to. Så har jeg måske mere en plan for, hvad det er, jeg gerne vil.

Men jeg tror lige nu. Nu nyder jeg der, hvor jeg er. Jeg nyder at livet ligesom viser mig nogle muligheder. Og jeg bare mærker efter, hvad føles korrekt. Og hvad føles som noget, der har min interesse. Selvom jeg også er gået selvstændig.

Og jeg har skabt min egen Pilates platform. Fordi det er noget, jeg har en passion for. Og helt præcis, hvor den ligesom skal tage mig hen. Og hvilken vej det skal være. Igen, det føler jeg også. Det må tiden lidt vise og livet også. Men jeg nyder at gøre det lige nu og her.

Og jeg har altid været typen, der gør ting, som jeg egentlig synes om. Og ikke nødvendigvis behøver at have et vist resultat.

 

JONATHAN LØW

Det synes jeg jo er mega spændende. Også fordi jeg tror, der er mange der, som når de tænker elitesportsudøver. Og især en, der har været på det niveau, du har. Så vil de jo tænke et enormt målrettet menneske. Og en, der navigerer efter mål.

Jeg får tit det at vide, når jeg har lavet interviews indimellem om iværksætterier. Du må også være enormt målrettet og drevet. Du må vide præcis, hvor du vil hen, når du skaber de der virksomheder.

Og jeg har altid haft det sådan, at det har jeg ikke været. På godt og ondt. Jeg har ikke navigeret efter klare mål. Jeg har mere prøvet, så godt jeg var i stand til. Og især, synes jeg, i de perioder, hvor jeg ikke har haft stressen og presset på samme måde.

Er det også noget nemmere at navigere efter noget, der ikke er mål. For du kan rent faktisk mærke, hvordan du har det på en anden måde. Det er enormt svært at navigere efter noget, der ikke er mål. Hvis du ikke ordentligt kan mærke, hvad der egentlig føles rigtigt.

Så der er et eller andet noget med, har jeg selv oplevet. At man bliver meget ført med af måldelen, hvis man ikke ordentligt mærker efter. For det er også den nemmeste at følge. Og det er noget, som omverdenen kan forstå.

Og der er også en fortælling, som er populær om. Det er jo også godt at være målrettet og have klare mål og dele mål og alt det der. Der er jo nærmest sådan en status i det. Men når du så ikke navigerer. Så meget lyder det til efter målene. Hvad navigerer du så efter?

Trækker du tilbage og tager nogle dage eller uger, hvor du ikke laver så meget? Eller har du nogle måder at mærke ind i dig selv? Også for at være sikker på igen, at man ikke går på kompromis med sig selv.

Så man får det skidt igen. Hvad bruger du til sådan at prøve, så godt man nu kan. At træffe nogle beslutninger, som bare er gode ud fra det menneske, man er.

 

PERNILLE BLUME

Altså jeg vil sige, at jeg navigerer meget efter min intuition og min mave-fordemmelse. Og jo mere i ro jeg er, jo mere kan jeg også mærke. Altså jeg tror, at jeg har en meget kreativ hjerne. Så jo mere i ro jeg er, jo mere kan jeg sidde og visualisere diverse ting og mærke efter.

Hvor hvis jeg er meget målrettet og jeg tænker meget på noget, der skal se ud på en specifik måde. Så føler jeg, at jeg mister mange ting. Og så kan jeg ikke rigtig helt se skoven på bare træer. Øhm. Så jeg vil sige, at for mig, der handler det meget om, at også være i ro med det ukendte.

Og tillade mig selv at være i ro med det ukendte. Det vil sige, at jeg behøver ikke nødvendigvis at have et svar på lige nu og her. Hvad er det jeg skal? Hvad er det der skal? Hvad er det der skal? Hvordan skal tingene se ud? Lige efter jeg stoppede med at svømme, så var der jo mange, der spurgte.

Hvad skal der så ske nu? Hvad skal du lave? Og jeg havde ikke et svar. Og det var enormt stressende at være i. Fordi jeg havde sagt A. Og så skulle jeg ligesom komme op med B. Men jeg vidste ikke, hvad det skulle være. Og det har taget mig, jeg siger i hvert fald et år, halvandet år, før jeg ligesom fandt ud af,

jamen det er egentlig det her, jeg gerne vil bruge min tid og energi på. Og det er altså enormt lang tid, når man går lidt og er i vildredet og ikke rigtig helt ved, hvad man skal svare, når folk de spørger. Fordi de fleste af os trives lidt i, at vi ved, jamen der er ligesom de her rammer.

Og det er det, jeg skal trives i. Og der prøver jeg jo så bare at finde ud af, hvordan kan jeg trives så i, at der ikke er de her rammer. Hvordan kan jeg have tillid nok til, at jeg nok skal finde ud af, hvad der skal ske. Hvordan kan jeg have tillid nok til, at både til mig selv, at hvis det er, at det virkelig går,

så må jeg finde på noget i en periode. Hvordan kan jeg have tillid nok til mig selv, at jeg nok skal komme op med et svar på, hvad det er, jeg skal, når tiden er til det. Så det er det her med sådan. Det er en kæmpe tillidserklæring til sig selv.

Og det er en kæmpe tillidserklæring til det ukendte. At man ikke ved, hvor det er, man navigerer hen i. Og prøve at finde den ro med det.

 

JONATHAN LØW

Er det ukendte også det, der er spiritualitet for dig, eller er det noget andet?

 

PERNILLE BLUME

Ja, det vil jeg sige. Jeg tror, at vi som mennesker kan jo godt lide, at vi har ting, vi kan kontrollere. Og vi har en idé om, og en formodning om, hvad der sker fremadrettet.

Det er det, der kan gøre os trygge. Det gør det også for mig. Men jeg har bare oplevet, at jo mere jeg tør at give slip, og jo mere jeg slapper af i at tro på, at ting udfolder sig, når tids er,

jo mere føler jeg også, at jeg bliver guidet til oplevelser, som jeg ikke havde set ellers. Og når jeg prøver at kontrollere ting, og prøver at sige, at det er sådan her, det skal være, jo flere ting misser jeg, og jo flere afveje kommer jeg på.

​

JONATHAN LØW

Man er også næsten nødt til at have en eller anden form for tro på fremtiden, er man ikke, hvis man bliver selvstændig. Nu har jeg været selvstændig i 20 år, og hvis man gerne vil kontrollere ting, er det jo en enormt dårlig beslutning.

Selvom mange tænker, at det må være fantastisk. Du har din egen virksomhed, du har friheden, du kan skabe de ting, du vil. I min venneomgangskreds er der alt muligt. Er der kun én, der selv er selvstændig? Så dem, der ikke er, de har det altid sådan, jamen den der, det må være så fedt, den der frihed.

Og det er jo også noget af det, der virkelig er fedt ved det skabertrang. Men det er jo en virkelig dårlig opskrift, hvis man gerne vil have styr på fremtiden. Og hvis man gerne vil have sikkerhed og ro, synes jeg i hvert fald for mig selv personligt,

så er det sådan, hvor jeg tænker, jeg kan kun være det, fordi jeg accepterer, at jeg ikke kan styre det, der kommer. Jeg kan dybest set heller ikke styre min indtægt eller mit indtjeningsgrundlag. Så hvis det er meget vigtigt for mig at have en bestemt indtjening, så er det også en virkelig dum livsbeslutning.

Så der er nogle ting, man ligesom smider ud eller smider i puljen for så at få nogle gode ting den anden vej. Er det dit valg at blive selvstændig? Oplever du det også som sådan en balance, hvor det giver noget, det valg, men hvor det også kræver nogle ting,

du måske kunne slippe for i gås øjne, hvis du havde et normalt stabilt job?

 

PERNILLE BLUME

Ja, det gør det helt sikkert. Men jeg tror, jeg vil altid vende tilbage til det her med, at min erfaring og min oplevelse fortæller mig, at jeg jo selv skaber mange af tingene, og min tro på de ting, jeg kan skabe, og mine evner og min kreativitet,

det er det, jeg har tillid til at slappe af i. Også i forhold til at skulle være selvstændig og sådan. Og jeg ville føle, hvis det var, at jeg skulle være i et meget fast job, så ville der være enormt mange positive ting i det for mig,

i forhold til, at det ville gøre, at jeg kunne trække vejret på nogle andre punkter. Men jeg ved bare, at der ville ikke gå så lang tid, før jeg ville føle, at igen, at jeg var låst fast, og jeg ikke rigtig følte, at jeg fik lov til at være mig selv fuldt ud.

Altså jeg ville ikke kunne udtrykke mig selv fuldt ud. Og det er det, jeg føler, jeg kan gøre, når jeg er selvstændig. Det er pladsen og friheden til at kunne gøre det. Og den tror jeg altid kommer til at vægte højere for mig, end materielle ting eller økonomi for den sags skyld.

 

JONATHAN LØW

Jeg læste i et eller andet interview, tror jeg det var, at du har det egentlig bedst med, jeg ved ikke, om du stadigvæk har det sådan, men da du gav det interview, så har du det egentlig bedst med at gå lidt under radaren. Og så tænkte jeg, det var jo faktisk ret interessant, så tænkte jeg, hvorfor Dale var hun så med i Vild med Dansk?

Så tænkte jeg, jo, men det er jo rent faktisk, fordi hun gerne vil have den oplevelse. Det gav jo god mening. På det tidspunkt var du jo også en offentlig figur. Og så kan man sige, det er måske også en dum idé at deltage i den her podcast, fordi så er der flere, der også ser med.

Men har du det stadigvæk på den der måde, og er du nødt til at balancere det med det, du skal lave? For man vil sige, nu i business-verdenen, så har du jo en kæmpe fordel med at have det, de vil kalde et personligt brand,

som kan gøre en masse, men det personlige brand er jo forholdsvis svært at kombinere med, gerne vil gå under radaren.

​

PERNILLE BLUME

Altså jeg tror, min personlighed er nok, at jeg gerne helst vil være en flue på væggen og observere. Men jeg tror, jeg har faktisk ikke noget imod at få opmærksomhed,

hvis det er, at jeg føler, at det har en relevans og en dybde. Og hvis det bare handler om nogle klikbads eller mit personlige liv eller et eller andet,

så synes jeg, at det er så ligegyldigt. Jeg kan ikke se en mening med det. Jeg kan slet ikke forstå, at det kan være interessant. Men hvis jeg kan få opmærksomhed og en stemme, hvor jeg føler, at jeg kan bruge det til noget godt,

som f.eks. at lave den her podcast, hvor der måske sidder nogen på den anden side og lytter med, og som føler, at de enten bliver inspireret eller bare får lidt mere mod på at kaste sig ud i,

at f.eks. blive selvstændig eller noget andet, hvad det end kunne være, man kunne tage med herfra, så ser jeg en kæmpe mening og relevans med det. Og så er det noget andet for mig. Det er bare ting, som for mig er ligegyldige, at jeg har svært ved at se mig selv i.

Og det er jo selvfølgelig op til diskussion, hvad der er vigtigt og hvad der er ligegyldigt, kan man sige. Men når det jo så kommer til mig selv, så kan jeg ikke se, hvad det vigtige er, at der kommer en masse click-based drama, som jeg føler ikke, at der er nogen, der kan bruge til noget, og få noget ud af. Så for mig er det sådan, at jeg gør ting, jeg føler, der har en dybere mening end bare, at der er nogen, der lige får noget information.

 

JONATHAN LØW

Jamen det giver enormt god mening, og vi er jo bestemt ikke nogen podcast, der interesserer os for den private del. Bare roligt, jeg er meget, meget ligeglad med kærlighedsliv og parforhold og sådan nogen,

og helt enigt er, at jeg forstår simpelthen ikke, eller jeg forstår godt, hvorfor de laver historier, fordi det er jo nogen medier, der lever af dem. Men jeg har ikke meget sympati for den del. Men det personlige prøver vi jo også at få ind, og jeg tænkte, og så må du sige, om du har lyst til at svare på det eller ej,

men som du siger, der er jo nogen, der lytter med og ser med, og en af de ting, som de fleste kan genkende, det er jo den her stressting, som jeg også har fortalt, at jeg har kæmpet med. Ved du har, så jeg havde to spørgsmål.

Den ene, det var sådan, er du på den anden side, om jeg så må sige, og nummer to er, hvordan kom du derhen, og er der noget, som dem, der lytter med, vil kunne lære af det, eller har det været i en version, hvor du tænker, det har været meget specifikke ting, så det er ikke noget, andre kan lære noget af, og forstå, hvordan du kom igen?

 

PERNILLE BLUME

For mig har det ikke nødvendigvis været specifikke ting. Altså jeg vil også sige, at jeg føler, at ja, jeg er kommet ud på den anden side, men jeg tror, at det på en eller anden måde, altid lidt vil være en følgesvendel, når man er ret sensitiv, og det er jeg.

Og det vil sige, at jeg bemærker enormt mange ting, og igen, der er altid to sider af samme mynd, og der vil aldrig være noget, der er helt godt, eller noget, der er helt skidt, men en af tingene ved, at man mærker rigtig meget af sig selv,

er en superfed ting i forhold til at navigere i mange ting, men det kan også bare gøre, at man bliver hurtigt overvældet i sit system, fordi man får så meget information ind, og det er oftest det, der gør mig stresset, det er den her følelse af, at jeg er så sensitiv,

og har svært ved at ligesom nogle gange bare lukke lidt ned. Og samtidig så vil jeg sige, at det er oftest, at når jeg lukker ned, at det er det, der faktisk også er med til at stresse mig. Så det er lidt paradoxalt på en eller anden måde i den forstand,

at når jeg lever mit liv ud fra mit hoved, om hvordan jeg synes, ting skal være, og når jeg kigger på, hvad andre har gjort,

og når jeg prøver at få mig selv til at passe ind i det, så går der ikke lang tid, før jeg er stresset. Når jeg har en idé om det her med burde, det burde se sådan ud, jeg burde gøre det her, jeg burde bum bum bum,

så er det der, hvor jeg godt ved, at jeg højst sandsynligt nok vil ende med at blive stresset. Når jeg tør at give slip på, hvad der burde, og tør sige, okay, jamen lige nu, der har jeg brug for en pause,

eller lige nu har jeg brug for lige at tage nogle dage til mig selv, og recharge osv., så er det ligesom om, at den effektivitet, jeg har i det, er meget, meget bedre, og kommer alligevel til at være det, der er mere hensigtsmæssigt for mig.

Og så bliver jeg ikke stresset på samme måde. Men det kræver bare enormt meget mod også. Et eksempel kunne være, at jeg havde bygget den her Pilates-platform op, og havde en idé om, den skulle være færdig på 6 måneder. Og det blev den sådan set også.

Jeg var bare helt ved siden af mig selv, og var helt udkørt, og havde det slet ikke særlig godt med det. Og jeg var egentlig heller ikke stolt af det. Jeg var sådan, høfst godt, det blev færdigt, men der var ikke noget i mig, der egentlig syntes, det var super fedt.

Og så gav jeg fuldstændig slip på det, fordi jeg tænkte, jeg kan ikke sætte den i luften, fordi jeg kan ikke møde op i det alligevel. Og det var jo enormt stressende for mig, at nu har jeg brugt så meget tid og energi på det her,

for hvad, at bare give op lige inden målstregen. Og så har jeg haft nærmest et helt år, nej, lidt under 10 måneder, tror jeg,

hvor jeg så ikke har gjort noget ved det. Og så begynder jeg at kigge på det igen, og så tænker jeg, nej, hvor fedt, at man kunne også gøre sådan her. Og så begynder jeg at kunne se nogle andre ting, og lige pludselig så sker der bare det, at det ryk, jeg laver, det er meget meget større.

Og jeg kan også møde op i det på en anden måde, men det kræver enormt meget mod og tur, både give slip på tingene og komme tilbage til det. Også fordi jeg tænker nogle gange, nå, hvad siger det om mig som menneske, osv. Men igen, jeg er så meget et menneske,

som nok ikke rigtig helt passer ind i en boks. Og igen, så bliver jeg jo også, så stiller jeg spørgsmålstegn ved, hvorfor er det, altså hvem har besluttet sig, at boksen skal se sådan ud, og have den farve? Altså hvem, hvem? Der er ikke nogen, der har konsulteret mig i hvert fald,

omkring, at den skulle se blå ud, når jeg gerne ville have, at den skulle være lyserød. Det er bare for at sige, vi har jo som samfund sat noget op, der skal se ud på en meget bestemt måde, så det er det, vi tror, der er det rigtige. Og der kan jeg godt lide sådan lidt rebellisk på det, men der er ikke nogen, der har konsulteret mig,

og spurgt om det, jeg synes, det skal se sådan ud, og så bliver jeg lidt rask modmodsat, og sådan, ej, men så, jeg stiller bare spørgsmålstegn ved mange ting, tror jeg. Jeg tror også, det er min personlighed.

 

JONATHAN LØW

Jeg synes også, din historie er rigtig meget makrobilledet på noget, som jeg ved, mange taler om, og jeg selv har arbejdet med. For eksempel en arbejdsdag, hvor mange vil opfatte det som spildtid, eller helt mærkeligt rent socialt, hvis de sidder på kontoret og har arbejdet intensivt

i 30 minutter, og så går en tur på et kvarter. Selvom man ved fra en masse forskning, og i både effektivitet og trivsel, at det er helt afgørende arbejde på den der måde, så er der en eller anden med, at hvis man lægger

et eller andet væk, eller i dit eksempel et eller andet projekt, man arbejder på længe, så er det som om, det nærmest kan opleves som spildt. Min egen erfaring kunne være, at os, det er nok igen lidt den der med elitesport, men jeg har arbejdet meget med at prøve at finde nogle

hobbyer eller interesser, hvor det ikke handlede om at blive god til, for eksempel, eller hvor det var fuldstændig ligegyldigt, om man vandt eller blev god til det, fordi så dyrker du den bare med en anden intention, og lidt det samme med det der, det er ikke nødvendigvis

den rigtige intention at bygge frem imod en lanchering, hvis man så et, er totalt smadret til sidst, men også bare to, at så står alt jo dermed, om det så lige lykkes der, i stedet for at tænke, jamen det gør det formentlig ikke, for det

tager rigtig lang tid at bygge noget op, og når man så lancherer, forventer man så, at den næste uge, så er det der, hvor det er bare, der er en eller anden giv-slip-ting også i at give sin hjerneslip, som jeg tror, vi har svært med, Måne, og jeg synes, det er inspirerende, når du fortæller sådan en historie,

hvor jeg tænker, der mangler vi at kunne have glæde af, og starte nogle projekter op, og måske en så der glædes kortvej, at ved de ikke fuldført, men så måske have en tro på, at det skal de nok blive, men ikke på den måde, som de nødvendigvis forventes, men det er ikke

i hvert fald sådan en kulturting, som er, når jeg snakker med nogen iværksættere om det, så får de jo total stress ved den tanke, og invester baglandet, men der er meget læring i det, også sådan rent

menneskeligt, så det er virkelig fedt, du fortæller, og tør fortælle den historie, og så flyver tiden, det gør den jo så også, kan man sige, nu skal jeg nok lade være med at være lommefilosofisk, men det gør den jo i det hele taget, men det gør den også her i podcasten,

og vi slutter altid på den samme måde, og vi slutter på sådan en lidt lidt kornig måde, fordi det er jo mig og Peter og Uffe, som laver den her podcast, frivilligt, men dog bruger en del kræfter på at få den ud i verden, og sikrer der

en masse, der kan blive inspireret af den, og nu kan man sige, vi har snakket på dansk, for det føles mest naturligt, fordi begge to er fra Danmark, men man kan høre den på alle sprog, takket være hver AI, så vi bilder os jo også ind, at de her afsnit, de kommer rigtig, rigtig bredt ud, og i vores lille drøm

af barneverden, så hører alle mennesker i verden selvfølgelig på et tidspunkt de her afsnit, så hvis vi leger med den tanke, at at alle lytter med, så får alle podcast gæster muligheden for helt utaknemmeligt, enten at

bruge en 30 sekunder på, og vi kan også sige 24 sekunder nu, i den her sammenhæng, på enten at dele et eller andet, man har instinktivt på hjerte med dem, der lytter med, eller stille dem, der lytter med et spørgsmål, som måske de

kan gå og tænke lidt over og blive klogere på. Så den mulighed får du også, hvis du tænker, ej det kan du ikke lige overskue, nu handler det altså om Tyrkiet og den her OL-træningslejr, så er det også helt fair. Hvad tænker du om det, Pernille? Nej, det er så vildt!

 

PERNILLE BLUME

Det er så vildt! Jeg skal stille et spørgsmål til lytterne, er det det du tænker?

 

JONATHAN LØW

Ja, så du kan sige noget til de 7 milliarder, der lytter med, eller stiller dem et spørgsmål.

 

PERNILLE BLUME

Okay. Jeg tror, at jeg stiller et spørgsmål, men som de jo kan stille sig selv, kan man sige. Okay. Jeg skal lige have, hvad hedder det, 100%

sådan ordene frem her. Okay, jeg tror, at jeg prøver, det er selvfølgelig lidt sådan 100% lidt svært, men jeg vil nok, et spørgsmål vil være, som jeg synes, man skal stille sig selv, det er, at i alt det, man gør, følger man sig selv, sin egen tro, sin intuition, øhm, eller følger man nogen, noget og nogle rammer, øh, som er sat op af enten andre, eller samfundet, øhm, og hvad i sidste ende, uanset om man følger det ene eller det andet, hvad er mest hensigtsmæssigt for en selv?

 

JONATHAN LØW

Hvor fint. Tusind tak, tusind tak for spørgsmålet, som I kan tænke videre over derovre, og tusind tak, for at du vil tage tiden til at være med i dag, Pernille, det sætter vi, øh, vi stor pris på, og som sagt, når man lytter til episoden og ser den, så har der været afviklet, øhm, OL 2024, og vi satte sig selvfølgelig på, at, øh, at en af de skønne atleter, vi har med, har vundet noget hjem til Danmark, men jeg synes også, man kan lære den her episode, at også selvom de, øh, de ikke har, så er det måske ikke det, der i sidste ende er i sindsen. Så tak. Tak for at du tog tiden.

​

PERNILLE BLUME

Tak, fordi jeg måtte være med.

 

​