LEA KORSGAARD - NÅR IDEALISTISKE VIRKSOMHDER FÅR VOKSEVÆRK

Transkribering af episoden med Lea Korsgaard​​​

(transkriberingen er lavet via AI-værktøjet Good Tape)​

​

JONATHAN LØW

Tusind tak for, at du vil være med, Lea. Jeg tænker et godt sted at starte for dem, der nu ikke måtte kende Zetland, af dem, der sidder og ser og lytter med. Om du så ikke også er historiefortællingens om,

for jeg kan da afsløre så meget, at Zetland har noget at gøre med gode og kritiske historier. Vil du fortælle sådan en, måske en kort, en kort indflyvning til, for at forklare, hvad Zetland er, hvordan Zetland blev til i sin tid?

 

LEA KORSGAARD

Det vil jeg gerne. Altså, jeg kan jo begynde med at afsløre, at Zetland er en digital avis, som giver overblik og som graver dybt og som ikke udgiver mere, end vi kan nå at gøre os umage med,

og som ikke udgiver mere, end man kan overkomme i en vild og travl verden, som vi jo lever i. Og... Det opstod... Altså, jeg er en af oprindeligt sådan, lad mig kalde det, fire-fem medstiftere,

som for efterhånden nogle år siden besluttede, at vi ville noget andet end det, som... Vi ville noget andet end den skæbne, der ligesom rullede sig ud foran os som unge journalister,

som bare vil være ansat i den etablerede mediebranche. Og det skete... Altså, jeg vil sige, Zetland... Der er en dyb forvæltelse mellem det, at Zetland findes i dag,

og så en rødvindsklub, vil jeg kalde det, som opstod helt tilbage omkring sådan 2005-2006-agtigt, så rigtig mange år siden efterhånden, hvor dengang, der var jeg ansat på politikken som featureskribent,

og det, der senere blev min medstifter, havde lignende fine jobs i mediebranchen. Og så var det... At Ida Ebensgaard, som på det tidspunkt...

Jeg kan sgu ikke rigtig... Jo, på det tidspunkt var hun... Hun skulle skrive speciale nede på Syddansk Universitet på journalistik, og så spurgte hun mig, og Hakan Mosbyk og Silke Bock, om vi ikke ville lave en studiegruppe rundt om hendes speciale og snakke om journalistik.

Og det ville vi vildt gerne. Det udviklede sig til den her rødvindsklub, som jeg vil anbefale alle unge mennesker, at få den slags klubber, hvor man mødes, og så står man og scroller i sådan en kæmpe brændert en fredag aften på Alénbær og på Frederiksberg og siger, at man vil revolutionere verden.

 

JONATHAN LØW

Så det behøver ikke være rødvin, men fuldskab er en fordel, hvis man skal have nogle lidt skørere idéer?

 

LEA KORSGAARD

Det tror jeg faktisk, at der er en sandhed til. I hvert fald sådan beruselse i en eller anden form. Måske behøves det ikke nødvendigvis, men... Det kan også være i form af alkohol eller rusmidler.

Men jeg tror det er godt, hvis man har en lille bitte, bitte spirende iværksætter i sig, så er der brug for noget, der ligesom skubber til den stemme i en.

Fordi da jeg var ansat ind på politikken, der var det sådan helt, helt... Det var slet ikke til rådighed for mig at tænke, at jeg skal være iværksætter. Så det der i første omgang var til rådighed for mig, det var at stå der i min brændert og sige,

sammen med jer. Og hold kæft, var der brug for nogen, der i et digitalt format laver journalistik til tiden. Og som tager den gamle tradition for den velfortalte, stærke, grundigt fortalte, narrative historie

og putter den over i et digitalt format, hvor også yngre mennesker faktisk har lyst til at få brug i journalistik. Altså, det kunne jeg stå og skruele, men jeg havde på det tidspunkt slet ikke sådan apparatet på plads inde i mig,

der gjorde, at jeg kunne tænke mig, at jeg skulle være i det. Jeg kunne tænke mig selv som en iværksætter. Og derfor så tror jeg faktisk, at der er en sandhed til det der med, at man har brug for beruselse i en eller anden form, for at kunne komme i kontakt med den storladende følelse, som enhver iværksætter har brug for,

hvor man tænker, hold kæft, jeg kan lave noget fedt. Og hvor resten af verden jo tænker, nej, du kan ikke, eller jeg tror ikke på din idé, eller det der, det kommer aldrig til at blive sådan noget. Så skal man jo have den der mærkelige egenskab til at sige,

jo, det kunne være, altså jeg kan slet ikke undgå at lykkes med det her, selvom alle er otte sammen mod en. Og der tror jeg helt klart, at sådan et lille stænk selvforglemte et øjeblik er vigtigt.

 

JONATHAN LØW

Hvad var jeres helt store drøm? For jeg tænker jo sådan, at man behøver, at nu skal det heller ikke være et afsnit om vigtigheden af alkohol eller stoffer, fordi så kan jeg godt se, hvad jeg skal gøre.

Og jeg tror, at ekstrabladet kan lave af spændende overskrifter på den her. Jeg tænker mere den der med, I havde jo også en vision, der var lidt vildere, end hvis man producerer toiletpapir og tænker, det skal være lidt blødere, og så er det lidt mere behageligt.

Så hvad var det, I sådan drømte jer hen imod, som I bare syntes, der manglede helt vildt? For det var vel ikke de, eller var det de lange og dybde borne historier, der vil politikken og informationen nok også påstå, dem leverer de også.

 

LEA KORSGAARD

Men for at være ærlig, det var det faktisk i første omgang. Okay. I allerførste omgang, der var intentionen at afsætte, det var, at vi elsker en helt bestemt form for journalistik, nemlig den virkelig velfortalte, dybe, vigtige og superunderholdende journalistiske historie.

Og den genre og den måde at bedrive journalistik på, kunne vi se, var presset, fordi den på det tidspunkt kun udkom på papir. Altså, det er vidderligt lang tid siden.

Fordi der er sket så sindssygt meget i teknologiudviklingen lige siden. Så vi var sådan, hvis den form for journalistik, vi elsker, skal overleves, så bliver nogen nødt til at flytte den over i et digitalt univers. Så det vi gjorde i første omgang, det var at udgive en af de her velfortalte historier,

vi elskede at lave, i et e-bogs format i første omgang. Og så tænkte vi, at vi kan prøve at bygge, lad os i virkeligheden prøve at lave, gøre hvad iTunes-modellen gjorde for musikindustrien. Altså, tage det traditionelle journalistiske magasin og klippe det i stykker,

og udgive fede featurehistorier enkeltvis. Og så bygge sådan et mikrobetalingsunivers op rundt om det. Og det der skete, det var, at vi lavede fremragende journalistik. En af historierne blev nomineret til en kavling, og der var virkelig høj kvalitet i selve journalistikken.

Men forretningsmodellen stank af to grunde. Fordi for det første, det danske marked er simpelthen for lille, tror jeg, til at lave mikrobetaling omkring journalistik. Og det andet var, at vi havde sådan en intuitiv lyst til, at dem der brugte vores journalistik,

også skulle være vores medlemmer. Altså ikke bare nogle abonnenter eller nogle kunder, men nogle der faktisk bidrog til at gøre journalistikken bedre. Og i et e-bogsformat er det nærmest umuligt, fordi det er faktisk en meget lukket teknologi.

Det er ikke en særlig social teknologi, det er lige før selve papirbogen er mere social end e-bogen. Så vi fandt ligesom ud af efterhånden, at vi i virkeligheden fandt ud af, at vi er i gang med at løse vores eget problem.

Nemlig, vi har lyst til at fyre den af med den slags journalistik, vi elsker. Men er vi faktisk ved at løse et rigtig ægte problem ude i verden? Og så sagde vi til den lille community, der var opstået rundt om de her single, som vi kaldte dem,

de her enkeltudgivelser, så bad vi dem om at fortælle os, hvad de synes om journalistik. Og vi sagde, at vi har faktisk lyst til at undersøge, om vi kan løse den journalistiske opgave på en anden måde, end vi gør i dag.

Så inviter os hjem i jeres stuer, eller hjem på lærerværelset sammen med dine kollegaer, eller hjem i dit kollegekøkken. Så kommer vi og snakker med dig om journalistik. Og så lavede vi det, vi kalder Passat-turen.

Opkald efter min Volkswagen Passat, som grundlæggende var os, der drønede rundt i alle mulige egne af landet og snakkede om journalistik med folk. Og fandt ud af, at rigtig nok, vi var med én udgivelse i et langt format om måneden, ikke ved at løse nogens problem.

Men til gengæld var der et problem derude, som virkelig var, altså gik på tværs, uanset hvad vi snakkede med, hvilke typer vi snakkede med. Og det problem var den her oplevelse.

Hey! Vi lever i en tid, hvor vi står på verdenshistoriens største bjerge af information. Jeg ved, der er så meget information derude, men jeg aner ikke, hvor jeg skal begynde. Jeg orker nærmest ikke at gå i gang med nyhederne, fordi der er så meget, det bare blæser imod mig.

Og samtidig, når jeg går i gang, så ved jeg ikke, om jeg bruger min tid på det vigtigste. Og jeg synes sgu også nogle gange, at jeg faktisk føler mig en lille smule dummere, når jeg har brugt journalistik, end jeg føler mig klogere. Så please, hjælp os! Og det er jo fedt for en iværksætter, at der var et realproblem, som vi i øvrigt også oplevede selv.

Altså, det var min egen oplevelse som nyhedsforbruger. Det var, at jeg havde brug for at kunne gå ind et sted, hvor jeg stolede på de mennesker, som lavede journalistikken, og som havde sagt,

her får du ikke 140 historier om dagen, du får bare den her lille bitte håndfuld, men til gengæld så har vi gjort dig sindssygt umme af, og vi synes, det er virkelig vigtigt for dig, hvis du skal forstå den tid, vi lever i. Og så ved at lytte simpelthen til folk, så rekalibrerede vi og sagde, okay, det her garagemedie, vi har lavet,

det skal sgu have lov til at vokse og blive en egentlig daglig avis med et højt kvalitetsniveau, så lad os rejse en hul masse millioner til at lave det, som Z-Land så faktisk er i dag, nemlig en daglig digital avis.

 

JONATHAN LØW

Hvordan overlevede I den periode, hvor I lavede e-bogsforløb? Det var jo et format, som ikke ret mange læste.

 

LEA KORSGAARD

Ja, altså det gjorde vi jo for det første ved at sætte vores leveomkostninger ned. Jeg gik for en okay pæn lønning på politikken. Men derudover så er vi så heldige, at journalistik er en ret fed ting at lave ved siden af et andet projekt,

fordi at man kan freelance med enkeltopgaver. Så det vi gjorde, og måden vi fik brød på bordet, og faktisk også finansieret den første, det var, at vi simpelthen bare gik ud og freelancede for, hvem end der havde lyst til at købe vores freelance-historier.

Og på den måde så fik vi en lille økonomi, lige præcis nok til, at vi kunne have en anstændig indkomst hver især, og til at skabe luft til at lave Z-Land sammen.

 

JONATHAN LØW

Og så er der jo sket ret meget siden, da jeg ved, I er jo over 50 medarbejdere. I har en virksomhed, der omsætter 40 millioner. I tjener penge. Øhm. I har været ude og crowdbunte. I har nogle inkubator. Hvordan er hele det der store Z-Land?

Jeg ved ikke, hvilken metafor jeg skal bruge. Z-Land-imperie, det lyder ikke så positivt alt, men... Medie-mastodon lyder heller ikke godt. Har du et ord for...

 

LEA KORSGAARD

Ja, et stort medie. Jeg vil gerne fortælle til et stort medie. Ja, vi har vel omkring 60 medarbejdere i dag, er vi. Vi er ved at have over 40.000 medlemmer, som betaler for vores gymnastik,

og har været profitable siden, jeg tror det er 2019. Og tjener nok penge til, at vi faktisk kan reinvestere i yderligere vækst, og i en drøm om at prøve at lave Z-Land i andre lande.

Øhm. Og det... Altså, på en eller anden måde er vi sådan lidt en humlebi-historie. Øhm. Fordi det burde egentlig ikke rigtigt kunne lade sig gøre. Og som sagt, så er der ikke rigtigt nogen iværksætter-tradition. Eller var i hvert fald ikke på det tidspunkt, da jeg sagde mit pæne job op i den danske mediebranche.

Markedet var virkelig domineret af de gamle spillere og de store gamle mediehuse. Og det der med at prøve at lave sin egen abonnementsforretning, det har der altså været lidt langt imellem. Øhm. Men jeg tror, at grunden til, hvis man skal lede efter det store svar på, hvorfor det alligevel har kunne lade sig gøre i vores tilfælde,

så har det egentlig noget at gøre med det der med at lytte. Øhm. At hele projektet stammer fra, eller tager afsæt i, rigtige menneskers problem derude. Øhm. I mødet med journalistikken.

Øhm. Og vi lavede en... Da vi skulle rejse vores... I første omgang var det 16 millioner for at etablere Sætland som enligt medie. Der begyndte jeg med en kickstarter-kampagne eller en crowdfunding-kampagne, som gik okay.

Vi fik... Vi havde en målsætning om at få 1000 mennesker til at bagge os. Vi fik omkring 1500 til at bagge os. Og det var lige præcis nok til, at vi kunne gå ud til vores mulige investorer og sige,

prøv lige at se, det er ikke bare os fire mennesker i en baggård, der tror på det her. Der er faktisk 1500 danskere, som allerede inden produktet findes, er klar til at betale for det. Og jeg tror, det der med at have vores medlemmer, vores brugere og dem, som vi henvender os til,

så tæt inde på tilbuddet. Uplevelsen af både forretningen og journalistikken har været totalt afgørende. Og vi har i dag stadigvæk forsøgt at gøre os umæg med at blive ved med at have en kultur,

der i meget høj grad lytter til dem, vi er her for. Bruger deres input, bruger deres viden. Virkelig tager alvorligt også folks kritik, men også deres idéer om, hvor deres journalistik i virkeligheden burde være.

Og det tror jeg var helt afgørende. Altså uden det, så havde vi aldrig været her.

 

JONATHAN LØW

Det er jo på mange måder det, som en af vores andre gæster, Seth Godin, vil kalde en tribe. Sådan et fællesskab omkring noget, hvor man kan se noget af sig selv i det. Man kan se nogle af sine værdier.

Man kan selvfølgelig også se et produkt, som skal være i orden og som skal være i kvalitet. Men først og fremmest kan man spejle sig i noget, og man kan... Kan du huske med jeres Kickstarter? For mange siger jo lidt, at vi skal crowdfunde, og det lyder jo også umiddelbart fedt.

Og så kan alle i verden, jo i Danmark er verden princippet spædet ind med et lille beløb. Og så er der mange, der finder ud af, hold da op, det der Kickstarter eller crowdfunding. Det var ikke helt lige så let, som jeg havde regnet med. Kan du huske, hvordan fik I folk til at...

Altså var det dem, I var ude og mødes med fysisk på alle de der møder? Eller hvordan fik I det hele taget folk ind og ordet til at sprede sig omkring, at man skulle give til noget? For der er også en masse usikkerheder omkring crowdfunding. Hvad er det egentlig? Og hvad ender det her med?

Får jeg nogensinde mit produkt? Bliver det her nogensinde til noget? Og så videre.

 

LEA KORSGAARD

Og derfor så skal tilliden jo være bygget op på forhånd. Lige siden vi lavede den der første crowdfunding kampagne, der har jeg sagt til alle, jeg har mødt, der vil forsøge at kaste sig ud i noget lignende. Du skal vide, at din crowdfunding kampagne slutter den dag, du begynder.

Altså i virkeligheden går langt det meste af arbejdet, det går forud for den dag, du launcher din kampagne. Og arbejdet går lige præcis ud på, som du siger, at i virkeligheden at bygge din tribe.

Prøv selvfølgelig at undgå den. Det er jo en af de dårligere sider af tribalism. Men sikkert, altså opbyg din community, din base. Og i vores tilfælde, ja der gjorde vi det. Vi havde jo, kan man sige, en meget lille community rundt om det der ene udgivelse, vi udgav på det tidspunkt.

Så der var allerede nogen, der var interesseret i det, vi lavede. Så inviterede vi os også, vi inviterede os selv på besøg hos folk, vi tænkte ville være interesseret i det, vi lavede. Meningsdannere. Influenter, ville man kalde det i dag.

Folk, som vi havde en fornemmelse af, på en eller anden måde ville kunne se sig selv i vores universum. Som kunne være med til at forstærke budskabet til dem, de henvender sig til. Så der gik virkelig meget arbejde ind i at få opbygget den der fornemmelse af, at netop hate ikke bare er os, vi er en baggård.

Det her, det er sgu en del af en større bevægelse. En del af rigtig mange mennesker, som har lyst til det. At der skal være et alternativt medie på det danske mediemarked.

 

JONATHAN LØW

Det er ret spændende, for vi lavede den der afsnit med en, der hedder Rand Fishkind, som sådan er blevet startet i virksomheden. Der hedder Moss og er blevet regnet som sådan en af de der eksperter inden for content marketing osv. Han snakker meget om, at noget af det der bliver mere og mere vigtigt, det er, han kalder det amplifiers.

Men det er at sige, en ting er at kommunikere med customers, altså kunderne. Men han synes, det er endnu mere vigtigt at kommunikere med amplifiers. Altså dem, der kan forstærke det. Dem, der kan se noget, ikke bare et produkt de vil købe, men noget hvor de kan se sig selv i værdier.

Hvor måske endda de får en værdi ud af at fortælle om det. Fordi der er meget få, der fortæller om noget de har købt. Jo, så er de sure inde på Trustpilot eller We have prompted it nok gange. Men det der med, når der er nogen, der så fortæller om noget.

Ikke nødvendigvis fordi de har købt det, men fordi de bare synes det er fedt. Så har det en helt anden effekt selvfølgelig. En helt anden effekt, når brandet selv kommunikerer. Men også ofte endnu mere effekt, end hvis det bare er en kunde, der har købt det.

Det lyder også, som om I har været gode til at finde nogen, som ikke er jer selv. Men som på en eller anden måde er meningsdannere eller har following. Og så ikke betale dem for det. Så ikke på den måde købe influencer-værdien.

Men fordi man kan se sig selv i det.

 

LEA KORSGAARD

Jo, men vi har nu faktisk også indgået i den sidste form for samarbejde. Som jeg lige kan fortælle lidt om, fordi jeg faktisk har en pointe i sig selv. Det er netop, når dem der har fælles interesser, dem der på en eller anden måde synes noget skal blive større i verden.

Når de slutter sig sammen. Og netop, når begge kan drage fordele af det. Vi får nogen til at tale godt om Z-Land. Og de får et medie, som de synes er fedt og som de kan se sig selv i.

Altså Z-Land vokser. Vi har inde på vores dashboard. Så kan vi jo se, hvorfra kommer vores medlemmer. Hvilke kanaler kommer de ind for vores nye medlemmer. Og der er en streg, der bare hedder magi.

Og magi, det betyder, når nogen trækker den op i www.zland.dk og skriver sig op som medlem og bliver medlemmer. Hvor vi bare sådan, altså vi kan ikke antropoere. Hvor kommer de fra de her?

Er det fordi de lige har set en historie på Instagram? Eller er det fordi de har stødt på en annonce et eller andet sted? Det er bare ud af det blå. Så får de lyst til at blive medlem af Z-Land. Og vores tese er, som jeg tror er rimelig vel underbygget efterhånden.

Det kommer næsten altid, når de har haft en samtale med et andet menneske. Når nogen har anbefalet og sagt, hold kæft, det er lige noget for dig det her. Det skal du til at prøve. Og det kan man jo som virksomhed sætte sig ned og krydse fingrene for. At håbe på, at de der samtaler finder sted.

Men man kan også understøtte det. Og prøve at hjælpe med at gøre word of mouth til en ting. Eller være strategiske rundt om word of mouth indsatser. Og noget af det vi gør, det er netop at finde influencers.

Som jo har et stort follow og skarer, som vil kunne være interesseret i Z-Land. Det fungerer altid kun, hvis det er influencer, som er medlem af Z-Land.

Altså hvor det virkelig autentisk er deres medie. Ellers så fungerer det overhovedet ikke. Og det vil også føles totalt fånigt at bede nogen om at anbefale os. Som faktisk ikke kender os. Men det jeg godt kan lide ved det, det er at nogle af dem er sådan.

Klassiske influencers. Nogle af dem er uafhængige podcaster. Den slags. Og så gør vi det, at vi betaler dem per nye medlem de får. Og det de åbner om og siger. Hey, det der får den her podcast til at findes.

Det er at Z-Land støtter os, hvis du bliver medlem af Z-Land. Og det kan jeg faktisk ret godt lide. At være super åben omkring det. Og der er det der transaktion, som får begge miljøer til at findes.

 

JONATHAN LØW

Den der magimetrik. Kan du afsløre, hvor meget den udgør af det, man kommer ind. Det er jo meget spændende. For det er jo en fed metric. Jeg tænker jo sådan. Det er jo selvfølgelig, at der er noget brandkendskab i den.

Det må man antage. Og så er der det der med, du siger, at der er nogen, der har snakket med hinanden. Og hørt om dem. Og så samtidig, så er det sådan en. Nu har jeg også været ude at rejse kapital. Så jeg har jo siddet og prøvet i en kapitalfond. Hvor man tænker, uha. Der kan vi altså bedst lide nogen.

Hvor vi enten kan lave en analyse på Adwords. Så ved vi godt, at det kræver mange penge. Men så har vi ikke en magimetrik. Og de er jo altid sådan. Selvom det bliver sværere og sværere at attribuere den der trafik. Når det er digital. Så kan de alligevel bedst lide magasiner.

Om den kommer fra søgemaskinen. Det er Google. Og så den der event. Den er ikke så interessant. For den kan du ikke skalere. For du kan ikke vide, hvordan den udvikler. Du kan ikke købe den til sig. Men alligevel er I jo et eksempel på, at det er jo faktisk gået. Ganske, ganske godt. Når man prøver at snakke med amerikanske venturekapitalister.

Så går det nok også alligevel at have en magimetrik.

 

LEA KORSGAARD

Ja ja. Og man kan sige. Selv hvis vi skulle det en dag. Så kan vi jo bevise, at vi er konsistent over mange år. At den der magimetrik faktisk virker. Og at vi er ret overbevidste om. Det kan vi se. At den virker, når der finder samtaler stedet om Sætland.

Som eksempel. Vi havde her i foråret. En stor serie, der handlede. Altså en journalistiserie, som handlede om. Hvorfor i himlens navn. Den danske minkavlere. Er blevet så bizarret høj.

Lad mig tillade mig at sige det på den her måde. Altså vi bruger mange, mange flere. Milliarder af skattekroner på det. End hvad vi først troede. Og det er en. Altså sindssygt god klassisk journalistisk historie. Som vi kører den over flere historier. Og vi kunne simpelthen bare se.

At vi fik mange flere medlemmer i den periode. End vi havde gjort måneden inden. Og igen uden at vi kunne sige. De kom direkte fra historien. Så er tesen jo. De historier satte gang i samtaler. Og samtaler får heldigvis folk til nogle gange.

At trykke tre gange www.satland.dk Øhm. Så jeg kan egentlig meget. Altså det er ikke. Det er ikke. Det er slet ikke helt hul og bulu. Vi kan faktisk efterhånden forudsætte. At når vi har f.eks.

Et stort journalistisk hit. Så sker magi faktisk også.

 

JONATHAN LØW

Jeg har prøvet at starte en. Ja fem virksomheder. Og jeg synes nogle gange.

Så har jeg taget mig selv i. Nogle gange så ville det bare være fedt. Ikke at skulle skabe forretnings. Eller ikke at skulle skabe koncept. Og projekter man skal tjene penge på. F.eks. den her podcast. Der er jo mange der har spurgt allerede inden.

Den gik live. Jamen hvad har så din forretningsmodel på det. Nå så er du annoncør. Så må du være sponsor. Så må du være fund. Jeg laver det bare fordi jeg godt kan lide det. Og så samtidig ved jeg godt. Ja det kan du gøre med nogen ting.

Det kan du ikke overleve på. Nogle gange var der også den der med. Jamen så snart der kommer kapital ind. Så snart noget vokser. Så kan det være svært at holde fast i nogle af de idealer. Som også var vigtige. Hvordan har du oplevet den der rejse fra.

Rådvindsklub. Idealisme. Og lidt fuldskab. Til pillig ædbrug forretningskvinde. Med lederansvar.

 

LEA KORSGAARD

Ja. Det ene er. Jeg er faktisk enig i at det er fedt. At prøve noget af. Som ikke nødvendigvis kan skaleres. Og faktisk tror jeg også der i stigende grad. Er behov for i vores kultur.

At møde produkter der ikke kan skaleres. Fordi det andet er vi simpelthen så vant til efterhånden. Vi har brug for den der. At resonere med et andet menneske. Og resonans mellem to mennesker. Er nærmest per definition umuligt at skalere. Øhm. Vi har.

Det bliver lidt langt svaret det her. Bageover med mig Jonathan. Men jeg skal nok komme til dit spørgsmål. Vi har på Z-Land i mange år. Helt tilbage fra dengang hvor vi boede i en baggård. Lavet kæmpe store journalistiske sceneshows.

En gang imellem. Som er totalt vidunderlige. Fuldstændig haterbriller økonomisk. Det er så hovedløst. At fyre et gigantisk show af. På gammel scene. En aften. Det kan slet ikke svare så økonomisk.

Men vi gør det alligevel. Fordi det er så fedt. Så det er et stort forsvar for det der ikke kan skaleres. Og samtidig vil jeg sige at for mig. Har mit liv som iværksætter. Virkelig været en rejse ud i at forstå. Hey. Øhm. Hvis din idealisme. Hvis du faktisk vil sætte et afsæt i verden.

Og gøre en forskel. Og hvis din idealisme skal ud og virke blandt andre mennesker. Så er det faktisk ret vigtigt at der er en forretningsmodel. Bag den idealisme. Der var en klog mand fra forlagsbranchen. Der sagde det til mig på et tidspunkt hvor jeg drønede rundt. Og syntes jeg var lidt for fin til at tjene penge.

I starten af sit lands liv. Så han bare var sådan. Hey prøv at høre. Du kan stikke din idealisme skråt op. Hvis ikke du kan finansiere den. Og han havde fuldstændig ret. Og hvis ikke os der er idealister. Finder måde at finansiere vores. Øhm. Vores forhævner på.

Så opdagede jeg jo folk i blå skjorter. Der vil sælge dig billigt legetøj fra Kina. Som kommer til at løbe med verdensorden. Så jeg synes faktisk det jeg har. Øhm. Min store opgave som iværksætter. Var at disciplinere mig selv til.

Øhm. At få styr på forretningsmodellen. Og have super meget respekt for at forretningen skal køre. Fordi det er faktisk det der gør. At vi kan gå ud og lave meningsfuld journalistik. Og gøre en forskel i verden.

 

JONATHAN LØW

Jeg synes det giver super god mening. For mig er sådan en iværksætteri det der med. Jeg synes især på de sociale medier. Der kan nemt være en tendens til at. Dem der handler om. Mindst det er dem der har flest holdninger. Jeg er ikke sikker på man vil kunne underbygge det.

Og studier. Men jeg synes tit jeg har stødt på. At øhm. Altså det er vel bare fulde rækken. Nogle gange nede på det lokale værtshus. Der er jo ved alt om. Alt fra amerikansk valgkamp til ja det kunne være minkdelen. Og det er bare så let at indgå i meningsdelen.

Og så bliver det bare noget andet. Altså iværksætteri behøver ikke engang være virksomhed. Det kan jo også være. Ja det kan være social iværksætteri. Men det er hele tiden den der tanke om at nogen. Så er vi forandringsparate. Det var vist et godt ord for 10 år siden. Og det er der jo noget mærkeligt passivt i.

Altså parat. Så sidder du og venter. Og så er de forandringskabende. Der tager man på en eller anden måde noget af magten tilbage. Og man kan jo have nogle holdninger. Men det er bare en fed følelse når de begynder at blive. Til handlinger. Og der kan iværksætteri netop noget.

Og jeg er meget inde i den der del med. Altså der er stadigvæk en lille naivt barn inde i mig. Der tænker at det vil være fedt hvis. Jeg starter. Min første slags start op. Det var et vejblad. Da jeg var 9 år gammel.

Jeg var her ved Aarhus. Og der var 30 huse. Og der var 60 beboere og nogle børn. Og så fik jeg skrevet på en skrivemaskine. Så gammler jeg. Et vejblad. Og så gik jeg rundt og interviewede dem i husen. En gang om måneden om hvad der var sket siden sidst.

Og så fik jeg dem skrevet til et medie. Var det jo en slags medie. Og min mor hun arbejdede på kommunen. Som socialrådgiver. Hun lånte kopimaskinen. Og kopierede det jeg havde skrevet i 30 eksemplarer. Og så var det koldt kanvassalg. Det var en metrix i forhold til lojalitet.

Og virkelig høj lojalitet. Men det er ikke klart hvem kan sige nej til et lille barn. Og så læse om de andre og sig selv. Men jeg var på en måde skøn og naiv. For man skulle ikke overleve på det. Og det kan der godt nogle gange tænke. Hold da op det kan jeg savne. Men så omvendt så kommer der noget kraft i det andet.

For eksempel I har jo også fået. Hvis I var blevet ved et helt lille medie. Som ikke ret mange læste. Så havde I heller ikke mulighed for f.eks. den inkubator I har nu. Hvor I jo er med til. Jeg ved ikke om du prøver det her kult tape.

Men I bliver iv med til reelt nu. At kunne skabe endnu mere innovation i en branche. Og det kan I jo kun. Fordi I har nogle ressourcer postet efter det. Det her gør jo ikke bare ved at have en holdning til. At man kunne gøre noget smartere med transkriberinger.

Som er det man laver der. Den holdning flytter jo ikke noget.

 

LEA KORSGAARD

Ja altså det du taler om der. Det er vores datterselskab vi har stiftet. Som sælger automatiske transkriberings services. Og vi har på ingen tid fået kunder. Som siger jamen jo fanden vi skal starte en eller anden til hele verden.

Undtagen Nordkorea. Det går lynlig godt. Men ja altså. Jeg tror jo der er en pointe omkring det. At få styr på sin forretningsmodel. Som dels er netop i vores tilfælde. Fedt at få styr på den. Så vi netop kan investere i.

Mere kvalitet. I nye produkter. Som forhåbentlig kan gøre en forskel i verden. Men der er også det jeg siger om det. I hvert fald i mit tilfælde. Hvis du som journalist og som redaktør opgiver ideen om. At dem der bruger din journalistik.

Også er dem der skal betale for dem. Så skal du have pengene fra nogle andre. Og hvem er det? Det er staten. Altså ønsker vi faktisk. Et statfinansieret mediesystem. Jeg gør ikke. Det er annoncører. Ønsker vi faktisk at det er annoncørenes interesser.

Der skal dominere hvad det er vi udgiver. Nej. Jeg gør i hvert fald ikke. Så det at skulle. Lave et produkt. Som mange nok faktisk. Som vi skal betale for. På kontinuerlig basis måned efter måned. Det er super disciplinerende.

I forhold til at forstå de mennesker. Forstå at lave et medie der er indrettet på deres præmisser. Til deres vaner. Et som de finder relevant. Og virkelig sætte sig ind i. Hvem er de mennesker. Og hvordan kan vi gøre den aller største forskel for dem.

Så snart du har en anden finansieringsmodel. Så ryger dit fokus bare væk. Fra de mennesker som du er her for at tjene. Og der kan jeg virkelig godt lide den der. Der er en direkte påmindelse i vores forretningsmodel.

Hvem er det vi er her for. Hvem er det vi hver dag møder ind. For at kunne hjælpe til at forstå den verden vi er en del af.

 

JONATHAN LØW

Det giver også en eller anden skarp fokus på metrics. Tænker jeg. Du kan jo i princippet godt have. Et medie der leverer noget. Ikke særlig godt. Journalistik. Ingen nævnte ingen glemt. Der findes jo nok nogle stykker herhjemme.

Men du kan godt føle det går godt. Hvis du bare får solgt masser af annoncer. Og hvis du skruer niveauet lavt nok ned. Så kan du dykke dybt nok ned i folkedybet. Til du nok skal få en masse trafik. Og så kan du omdanne det. Når der er masser af mainstream brands.

Og derfor metric delen. Er jo også nogle gange. Det her er set på godt og ondt også i tech verden. Den afspejles jo så videre i hvor flytter man sig hen. Jeg tror det er derfor jeg spurgte til det der med idealerne. Det kan være super svært at starte ud. Med nogle idealer.

Hvis så dine metrics de ikke er bundet direkte til dem. Så er det pludselig noget andet du leverer til. Jeg har selv oplevet det med venture kapitalister. Du ved hvor man sidder og siger. Nogle tal for dem kan de godt lide. Og i virkeligheden sidder man og tænker. Det er jo ikke derfor jeg startede det her.

Men jeg er jo nødt til at spille spillet. For ellers så kommer de ikke til at investere. Så de skal have en eller anden fortælling de forstår. Og så sidder vi bagved. Lidtere skizofrene og snakker om. Det var aldrig derfor vi startede det.

 

LEA KORSGAARD

Men det er jo det. Hvis man tager. Hvis man tager det gået. I den skrevne presses. Forretningsmodel. Siden ca. omkring efter en verdenskrig. Så kan man se. At for hvert år der er gået. Lige siden. Der er der bare blevet færre og færre og færre.

Der har ønsket at købe det her produkt. Og dermed brugt tid på det. Så den kode går bare stejlt nedad. Men hvis man så tager. Mediebranchens omsætning. Så ser den anderledes ud. For der var kronede dage i 70'erne.

Der var kronede dage i 80'erne. Der var rimelig kronede dage i 90'erne. Det er lige til at monopolet på nyheder. Blev brugt. Og enhver der har en telefon i lommen. Faktisk er at regne for et masse medie. Og så satte krisen ind.

Så netop. Det er jo interessant. Det betyder jo helt reelt. De to grafer sætter op ved siden af hinanden. At i rigtig rigtig mange år. Også mens jeg blev uddannet journalist. Så var der faktisk. Flere og flere mennesker. Som var uddannet for journalistikken.

Og ikke havde lyst til at bruge deres tid og energi på noget andet. Men det så mediebranchen ikke. Fordi annonce kroner var stadigvæk trillet ind. Så det er jo derfor. Hvis man havde. Øje på den rigtige metrik.

Den vigtigste metrik. Hvis man har med journalistik at gøre. Er der rigtig mange mennesker. Der vil bruge dit produkt. Så havde man forhåbentlig. Begyndt at produktudvikle lang tidligere. End man har gjort.

Altså det er jo først for. Forholdsvis nylig. At den. Nu taler vi om et meget brede pils. Det er først forholdsvis nylig. At den globale mediebranche er vågnet op. Og er ved langsomt at erkende. Det produkt vi laver.

Ønsker folk faktisk ikke at få brug. Groft sagt. Og det igen. Alt kommer tilbage til metrikker. Det kunne man have sagt. Det kunne man også se. Allerede i 60'erne og 70'erne. Hvis man havde været.

Mere vaks ved metriklen.

 

JONATHAN LØW

Og det gælder i de fleste brancher. Der er den her. Jeg plejer at skælde mellem. Value og vanity metrics. Har du en webshop. Så er det en forfængelighedsmetrik. At måle hvor mange der kommer ind. Du kan ikke bruge det til noget. Selv næste led.

Du kan også have en forfængelighedsmetrik. Der hedder du har stigende annoncer omsætning. Fordi hvis lojaliteten og brugen af dit produkt. Bruger annoncerne kører ind. Den samtidige er faldende. Så vil det være på låntid.

Og så er der de andre lidt dybere metrics. De tager jo tid. Men I har også været på en rejse der har taget lang tid. De tager jo tid at bygge op. Der er nogle gange det der med. Hvor jeg ser vi skal have en kæmpe vision. Og så inden for halvandet år.

Så skal den være bevist. For ellers kan vi ikke få funding. Hvor mange af dem der lykkes. Det går på godt og ondt. Noget langsommere. Det kræver også super meget tålmodighed. Det har du nok også været på. Nu skifter jeg lige til den. Fordi tiden flyver jo.

Du har jo også været på en personlig rejse. Så var I ikke så mange. Og du var en af medstifterne. Og det man vel kan iværksætte. Til så pludselig. Nu er du ansvarshævende chefredaktør.

Men i det hele taget jo også leder. For rigtig mange mennesker. Jeg har selv oplevet det som karriereskift. Det der med at skulle. At gå fra at være iværksætter. Til at blive leder. Men jeg har ikke haft 60 medarbejdere.

Hvordan har du oplevet hele den der rejse. Fra Rødvins Klub. Til hvor vi er i dag. Her i september 2024.

 

LEA KORSGAARD

Ja. Er vi ikke faktisk i august? Jo men det er fordi vi sender det.

​

JONATHAN LØW

For slut lærer jeg. Jeg kan godt disclaimer. Det er den 9. august kl. 14.38.

 

LEA KORSGAARD

Jeg er journalist. Jeg vil have fakta på plads. Det synes jeg faktisk er et rigtig godt spørgsmål. Og sådan lidt underkendt. I iværksætterlitteraturen. I hvert fald den jeg har stødt ind i. Det her meget afgørende skifte. Fra den tilstand.

Hvor du er først og fremmest iværksætter. Og først og fremmest vågner op hver dag. Og tænker. Jeg skal lave noget nyt. Jeg skal finde på at udvikle. Og så vågner op. Og skal køre noget videre.

Og pludselig får medarbejderne. Du skal forholde sig til. Du skal opbygge. Ikke bare et produkt at forholde dig til. Men en hel masse mennesker. Der skal have løn. Og har forventninger til at have en fed arbejdsplads. Selvfølgelig heldigvis. Jeg synes det har været et kæmpe stort skifte.

Og et jeg faktisk først er ved. Ej det passer ikke helt af. Jeg er først ved at vokse ind i det. Det er et par år siden jeg opdagede. Det er noget nyt. Det er noget andet det kræves af mig.

Det er nogle andre kompetencer. Jeg havde aldrig været leder inden jeg lavede Z-Land. Så jeg havde ikke nogen ledelses rygsæk. Og hive redskaber fremad. Så det har jeg virkelig skulle lære. Og du har helt ret. Det er noget andet. Og jeg tror helt klart der er iværksættere.

Som ikke egner sig til det skifte. Ligesom der er ledere der ikke egner sig til at være iværksættere. Jeg synes da jeg fik øje på at der er en kæmpe stor opgave at løse i den der overgang.

Så synes jeg faktisk det er blevet ret spændende. Og den store opgave der er løset. Det er at sørge for at organisationen og kulturen er så stærk. At den kan holde til når os der var med til at stifte Z-Land en eller anden dag ikke skal være her længere.

At det ikke er afhængigt af vores indsats. At det står. Og at det udvikler sig. Og at det bliver ved med at føles frist og nyt. Op af en fed arbejdsplads. Så den der med at skulle bygge organisation. Skulle være bevidst om at italsætte kultur.

Og finde måder at arbejde med kultur på. Det synes jeg faktisk var helt spændende. Og næsten sådan en slags iværksætteropgave i sig selv. Eller i hvert fald en udviklingsopgave i sig selv.

 

JONATHAN LØW

Jeg er ikke så meget på mediebranchen. Intranet er X.

 

LEA KORSGAARD

Det er jeg heller ikke længere.

 

JONATHAN LØW

Så jeg følger ikke rigtig de der. Jeg nørder ned i press og lotion nogle gange. Fordi jeg synes det er meget sjovt at se. Men jeg har ikke fulgt med i hvordan. Hvordan har resten af mediebranchen. Responderet på det at I nu er begyndt at vokse.

Og I har 40.000. Er der flere der kommer til at gå Z-Land vejen tror du. Eller har I ligesom fundet en slags blue ocean. Der hvor det er et ocean. Men det er måske ikke sådan et der er. Der er atlanta havet.

Så derfor kommer de ikke til at gå ind i det. Hvor tror du vi er om 5 år fra nu på. På den der kommer der nogle Z-Land mini skråstrejk konkurrenter.

 

LEA KORSGAARD

Jamen det er der jo sådan set allerede gjort. Og har jeg lyst til at sige heldigvis for det. Altså ligesom vi låner af andre. Og lad os inspirere af andre. Det er lige før jeg har fået en original idé. Jeg har bare set hvad andre har gjort. Og tænkt kan jeg ikke sætte dem sammen med den her sjove idé her over.

Så sker der faktisk noget nyt. Altså det er min go to udviklingsprojekt. Operanti. Og på samme måde så er der også andre der kigger på os. Og lader sig inspirere. Som eksempel. Da vi tilbage i 2017 sagde. Nu skal vi udkomme med alt hvad vi laver.

Også på lyd. Altså vi var et skrift baseret medie på det tidspunkt. Og besluttede simpelthen bare at skifte. Vi skal bevare skriften. Men alt skal simpelthen også udkomme på lyd. Der var vi meget tidlig i. I at eksperimentere med lydjournalistik.

Som jeg tror efterhånden det kommer til at være sådan. Det er standard hvis ikke det allerede er der. Jeg synes stadigvæk vores model er federe. Fordi det er vores andre journalister der læser det hele op. Og vi gør også vildt meget umænd ved lydudgaverne. Men altså gå ind på en hvilken som helst.

Dansk dagblads avis. Så kan du få en automatiseret stemme. Til at læse din artikel op. Og det tror jeg helt klart vi har været med til at påvirke. Da folk så. At i vores tilfælde. 80% af alt vores indhold.

Er i dag forbrugt gennem ørerne. Og det gør. Altså. Det synes jeg sådan set kun er fedt. Fordi det er jo også en måde at påvirke verden på. Det er at påvirke den branche man er en del af. Og sætte idéer i søen. Som andre kan lade sig inspirere af.

Og det gør jo også. At der er. Konkurrence og konkurrence. Synes jeg faktisk er ret fedt. Fordi det gør man. Man skal være på stikkerne. Man kan ikke læne sig tilbage. Man skal gøre sig humør af. Man skal gøre sig fortjent.

Der er ingen grund til. Hvad der var lige til at lukke op og skide i. Fordi der var ikke nogen konkurrence. Så jeg har virkelig ikke noget mod den. At indgå i den der leg. Har jeg næsten lyst til at kalde det. Så ja. Jeg tror at vi har fat i. En ret lang ende på Z-Land.

Og jeg tror at vi kommer til. At se flere medier. Ikke nødvendigvis om Z-Land. Men flere medier der er skabt fra bunden. Altså ikke skabt med udgangspunkt. I et af de etablerede. Traditionelle mediehuse. Og jeg håber.

At vi kan. Være en inspiration for det. Altså jeg vil. Hvis nogen derude i medie. Der sidder unge journalister med deres egen rødvindsklub. Står og scroller. Og siger. Jeg vil revolutionere dansk journalistik.

Så vil jeg ønske at vi kan være det eksempel. Hvis der gør de siger. Det kunne lade sig gøre for dem. Så kan det også lade sig gøre for os.

 

JONATHAN LØW

De mange mange kloge iværksætter jeg har talt med. I hele verden. De siger altid. Når man spørger dem om hvad har været vigtigt. Så siger de hårdt arbejde. Så siger de held er noget. Men det kan man ikke så godt lide at tale om. Men de siger altid at held føler rigtig meget.

Og så den sidste som jeg også selv kan genkende. Det er den der med timing. Som kan være rigtig svært. Jeg startede noget der minder rigtig meget om. Om Podimo. Tilbage i 1999. Det var håbløst timing. Men ideen var jo visionær og god.

Og rigtig. Og execution var okay. Det var bare ikke et marked til det. Og så flash forward til jeres rejse. Hvordan. Udover den der rødvindsklub osv. Også i dag. Hvordan arbejder I med det her med timing.

Altså smider I en masse små mikro eksperimenter ud. Og ser hvilke der får. Traction eller sidder I og snakker strategisk. Og siger vi tror at. Nu er markedet klar til det her. Så nu lancerer vi det.

Fordi der er mange der siger det er vigtigt at være frontrunner. Men det er sjældent super godt at være frontrunner. Fordi de kommer for tidligt. Og så kommer der nogen to år senere. Og kapitaliserer på det de har tabt. Ja.

 

LEA KORSGAARD

Altså. Vi er sgu sådan rimelig. Hvis vi synes noget er fedt. Og har fået en fed idé. Så er det bare at sidde med den. Og sidde og ikke spekulere i timing på den måde. Og jeg har faktisk også. Jeg har lyst til at tilføje noget til din matrix der. Altså der er held.

Der er knofedt. Hårdt arbejde. Jeg er enig i begge ting. Der er timing rigtig vigtigt. Så er der simpelthen dygtighed. Talent. Som man måske ikke taler så meget om. Fordi det der sved.

Og knofedt og hårdt arbejde. Det er bare at nogle gange. Overtager narrativerne. Om iværksættere. Man skal fandme være dygtig. Du skal eddermame være dygtig til dit fag. Øhm. Ja det lyder sådan helt banalt når jeg siger det her. Men jeg tror egentlig. Det er et meget godt point også til iværksættere.

Det er at få et fag. Få noget du ved fedt meget om. Øhm. Mestre det du. Måske i virkeligheden det du gerne vil gøre op med. Eller det du gerne vil bryde med. Fordi hvis ikke du kan det. Så kender du heller ikke det landskab du bevæger dig ind i.

Der er bare noget med. Med den der sådan disciplin. I forhold til at blive sindssygt dygtig. Øhm. I hvert fald hvis du vil sælge noget andet end. Plastikdimser.

 

JONATHAN LØW

På nettet. Jeg synes det er en mega god point. Vi har en anden gæst. Han taler også om det her. Der er noget smukt i passion. Men mange af dem han har mødt. Inklusive ham selv. Der er passionen typisk kommet til.

Ved at man er dykket ned i noget. Så er man blevet god til det. Virkelig interesseret i det. Nogle gange helt besat af det. Og så er man lykkes med bagefter. Hvor der nogle gange kan være nærmest den der tendens til. Du skal finde din passion. Men hvor han siger.

Jamen den kan man jo ikke finde ved at sætte sig ned og tænke over den. Den opstår jo når man finder ud af. Det er sjovt i jeres tilfælde. At skrive og researche. Og så bliver man god til det. Og så er der nogle der gider læse det. Men du kan jo ikke bare sige. Jeg er helt vildt passioneret omkring det her.

Fordi det lyder smart lige nu. Så bliver det ikke ægte. Og sjældent bliver det heller ikke ret godt. Så han siger til alle iværksættere. Overvej lige den der en ekstra gang. Og så sig til jer selv. Hvad er I gode til? Hvad synes I er sjovt at lave? Hvad kunne I godt tænke jer at lave noget mere?

Og så brug noget tid på det. Det er jo også noget besynnerligt. Nogle gange hvis man bare går i gang med at bruge tid på noget. Så på et eller andet tidspunkt. Så synes man det meste kan blive spændende. Bare man kommer til at lære lidt mere om det. Hvor man kan tænke hold da op det lyder kedeligt.

Det andre mennesker laver. Så dykker man ned i det. Så bliver det næsten en passion eller en besættelse.

 

LEA KORSGAARD

Ja jeg tror også. I hvert fald når det kommer til journalistik. Der tager det noget tid. At udvikle sin egen smag. Og sin egen stemme. Og særligt det med at udvikle smag. Det kommer til at tale mere og mere om.

I en AI baseret medievirkelighed. Hvor så meget kommer til at være. Smagløst lyder forkert. Men uden smag. Altså uden personligt aftryk. Uden stemme. Uden intention fra en afsender.

Så tror jeg virkelig. At der kommer til at være kæmpe vending mod det indhold. Hvor man kan mærke smag. Ikke nødvendigvis god smag. Men så bare et smag, en stemme, et menneske bagved. Og det at udvikle det som journalist. Det tager tid.

Det kræver dygtighed. Det kræver virkelig. Det er ligesom hvis man laver en. Altså skal snedgerere en stol. Det er næsten håndelag. Som skal sidde i fingrene. Som skal sidde i kroppen. Som skal sidde i dine vaner. Så det der med virkelig sådan at dygtiggøre sig.

Inden for det du gerne vil udvikle det. Det er så afgørende. Hvis du vil ændre noget.

 

JONATHAN LØW

Og jeg kan love at tilføje her til sidst. At ingen af os er AI genereret. Vi har rent faktisk. Vi har snakket sammen i henholdsvis. Aarhus og København. Går jeg ud fra. Og stemmerne er ægte. Videoen er heller ikke AI genereret.

Og så har vi begge to brugt. Tid på det. Og tid er vel det mest værdifulde vi har. Så jeg vil egentlig slutte af med at sige tusind tak. For at du har brugt din tid. Og prioriteret det. Og vi kan da også lave den disclaimer.

Jeg synes det har været en super god anden samtale. For der skete jo det at vi har egentlig snakket én gang. Men jeg vil ikke gå i detaljer. Med at Lea ikke lige blev hængende. Der var nogen der ikke lige blev hængende. Sådan at den her dødssyge teknologi.

Hvor vi optager det. Den hedder Sportcast. Den endte med ikke at få uploadet det hele. Men som du også sagde Lea. Anden samtale blev altid det bedste.

 

LEA KORSGAARD

Det gør den. Seriøst. Der er noget smukt ved det.

 

JONATHAN LØW

Tusind tak for at du har brugt tiden.

 

LEA KORSGAARD

Selvfølgelig.

​